Danmark har et problem med afrohår - Pressemeddelse
Næsten ingen danske frisører har forstand på afrohår. Folk med denne hårstruktur må ofte ud på en hel dagsrejse, for at blive klippet. Frisørskolen underviser ikke deres elever i afrohår, og har ingen planer om det.
I Danmark er der et stigende antal mennesker, der har afrohår. Hår, der på grund af, at man er afrikansk eller delvist afrikansk, har en anden mere krøllet og kruset struktur end gængs europæisk hår. Men herhjemme ved så godt som ingen frisører, hvordan man klipper og behandler dette hår, og Frisørskolen er direkte berøringsangst overfor at undervise deres elever i at kunne imødekomme folk med afrohår.
Charlotte Urne ser som frisør den stigende frustration herhjemme blandt folk med afrohår. Hun blev selv tilbage i 1999 uddannet hos den legendariske frisør Vidal Sassoon i London, og har siden virket i Danmark. De seneste fire år i sin egen salon, Made in Congo, på Nørrebro i København.
”Vi er lige så dygtige til at klippe europæisk glat hår, men har fået en status som ’krøl-frisør’, fordi der ikke er mange andre frisører herhjemme, som har den erfaring, vi har med krøller. Og når vi taler afrohår, så er det de færreste frisører, der overhovedet tør røre ved det”, fortæller Charlotte, som har en dansk mor og en congolesisk far.
Problemet med danske frisørers manglende evne til at takle afrohår, er ved at nå groteske højder. I takt med, at Danmark bliver mere multietnisk, og stadig flere mennesker har en afrikansk baggrund.
”Jeg har kunder, der kommer fra Jylland. Folk, der kører fem-seks timer for at blive klippet hos mig”, fortæller Charlotte.
”Min salon er booket et halvt år frem i tiden. Vi har været oppe på at have 130 personer på venteliste for et afbud”, siger hun videre.
Sagen er, at danske frisører ikke bliver undervist i kruset, afrikansk hår. I løbet af den fireårige frisøruddannelse herhjemme, bliver eleverne på intet tidspunkt introduceret for afrohår.
”Jeg har spurgt Frisørskolen, hvorfor det er sådan. Og har fået det svar, at der ikke kommer mange med afrohår på skolen, og så kan de jo ikke undervise i det”, forklarer Charlotte.
Hun understreger, at hun ikke rejser sagen for at promovere sig eller sin egen salon.
”Jeg gør det, fordi jeg tror, at det betyder noget, at man som dansker med afrohår kan sætte sig i en frisørstol i Danmark og føle sig normal. At man ikke enten bliver smidt ud af salonen, eller skal lytte til frisører, der i baglokalet skændes om, hvem der klipper hottentotten”, siger hun.
Den 50-årige frisør påpeger, at mange af hendes kunder er danske børn, hvor den ene forælder er afrikansk. Eller adoptivbørn. Hvis forældre booker et besøg hos Made in Congo, fordi andre frisører ikke kan eller vil klippe disse børn.
Endelig er der også en hel del etnisk danske kunder, der blot har en kruset afro-hårstruktur.
Du er velkommen til at kontakte Charlotte Urne på telefon 9330 0089 email info@madeincongo.dk eller via kontakformularen.